Lørdag d. 17. marts kl. 15.00 lægger Syddansk Universitet lokaler til et spektakulært show, hvor elever fra vores fire gymnasier udfolder sig i naturvidenskabelige eksperimenter.
Eksplosioner, ild, slim og nitrogen-is.
Det er blandt andet, hvad publikum kan se eksperimenter med, når en gruppe elever fra Mulernes Legatskole, Odense Katedralskole, Sct. Knuds Gymnasium og Tornbjerg Gymnasium på lørdag disker op med et science-show i lokale U55 på Syddansk Universitet.
Eleverne er alle deltagere på dette års OS Science-akademi – et akademi, som vores fire skoler har etableret i fællesskab for elever med særlig interesse for naturvidenskab.
”Det fede ved akademiet er, at vi har haft hænderne i en række sjove og lærerige forsøg, som vi ikke har mulighed for at lave i den almindelige undervisning på skolerne”.
”Det glæder vi os til at vise frem over for venner, familie og andre interesserede”, siger en af eleverne på Science-akademiet, Ellen Leth Markvart.
Science-akademiet er et af fire faglige akademier, som vores fire gymnasier samarbejder om i Odense stx og hf.
De øvrige, som udbydes i dette skoleår, er Teaterakademiet, Filmakademiet og Forfatterakademiet.