Adrenalin, spænding, nervøsitet og lettelse. Juni måned oser af eksamensstemning, og vi besøger de fire OS-skoler for at indsnuse lidt af den. Tredje stop på eksamensturnéen: Mulernes Legatskole.

På gange og i kroge af skolen sidder små klynger af elever sporadisk fordelt.

I foyeren møder vi (fra venstre) Asta, Sina, Rikke og Ecem, som alle går i 1. m. Sina er godt tilfreds, for hun har netop overstået sin årsprøve i Mundtlig Dansk med et fint 10-tal og har nu sommerferie: ”Det bliver så skønt med tid til at rejse, slappe af og samle kræfter til 2. g – det synes jeg, vi trænger til efter at have knoklet det første år,” siger hun.

For Asta, Rikke og Ecem står der også årsprøve i Dansk efterfulgt af sommerferie på programmet. Den næste eksaminand i rækken er Rikke, og da døren til eksaminationslokalet nede ad gangen går op, bevæger hun sig – klædt på med sine noter og masser af held-og-lykke-ønskninger fra veninderne – afsted mod det grønne bord.

Ved et andet bord i foyeren sidder hf-eleverne Lea fra 2. p (tv) og Pernille fra 2. q (th). De har netop været til den praktiske del af deres Idrætseksamen og forbereder sig nu til den teoretiske del. Som hf-elever skal de til eksamen i alle fag, og blandt deres i alt 8 eksaminer i år har de hver en favorit: ”Jeg har glædet mig mest til Idrætseksamen, fordi jeg godt kan lide det praktiske element i faget,” fortæller Lea, mens Pernille peger på et sprogfag som favoritten: ”Engelsk skulle vi op i som en 24-timerseksamen. Den form kan jeg rigtig godt lide, fordi det er rart at kunne forberede sig godt og grundigt hjemmefra.”
Når den blå studenterhue inden længe er i hus, er de to elever helt enige om, hvad der skal ske: ”Vi vil faktisk begge to gerne læse pædagogik på UCL, og vi har allerede søgt ind,” fortæller Lea. Pernille supplerer: ”Jeg har vidst helt fra start, at det var pædagog, jeg skulle være. Det var også derfor, jeg valgte hf – så jeg hurtigere kunne komme i gang med uddannelsen.”

På biblioteket møder vi Niklas (tv) og Andreas (th), der går i klasse med Pernille. Niclas har, ligesom pigerne, overstået den praktiske del af Idrætseksamen og venter nu på at skulle afvikle den teoretiske: ”Jeg har forberedt mig godt, så det skal nok gå. Men jeg er da lidt nervøs,” fortæller han. Andreas kan derimod læne sig tilbage og nyde, at også teorien er overstået: ”Man får én samlet karakter for de to dele af eksamenen. Jeg klarede mig bedst i den praktiske, fik jeg at vide, og det vidste jeg også godt, at jeg ville gøre. Min samlede karakter blev 7, og det er jeg helt tilfreds med!” Efter hf vil Niclas søge ind til Politiet, mens Andreas regner med at skulle aftjene sin værnepligt: ”Jeg ser frem til at teste mig selv lidt af og forhåbentlig blive klogere på, hvad det er, jeg vil. Lige nu er mit bedste bud, at det bliver noget med sundhed og træning,” fortæller han.

I elevkantinen sidder Nikoline (b.th), Armin (f.th), Rud (f.tv) og Sergei (b.tv) fra 1. n.
Nikoline og Rud har netop fået sommerferie efter at have aflagt Fysik-eksamen, mens Armin og Sergei venter på, at det bliver deres tur. ”Vi er en samfundsfaglig klasse, så Fysik er nok ikke lige det, der ligger mest til højrebenet for os,” fortæller Nikoline beskedent på trods af, at hun netop har hevet et 12-tal i faget hjem. Sergei tilføjer – lidt mindre beskedent og med et smil på læben: ”Ej, det har vi da helt styr på. Vi er skolens bedste Fysik C hold!
Hvad eleverne skal bruge deres studentereksamen til, har de endnu et par år til at finde ud af. Lidt idéer har de dog allerede: ”Psykologi eller Kommunikation måske. Først vil jeg dog holde et sabbatår – det er jeg helt sikker på,” siger Nikoline. ”Lige nu tænker jeg, at det skal være Journalistik, men jeg vil også bare være åben for, hvad fremtiden bringer,” fortæller Sergei.

Den sidste Muler-elev, vi når at snakke med, er Thilde fra 1. f. Hun sidder på gangen og venter på at blive eksamineret i Mundtlig Matematik: ”Jeg er glad nok for Matematik og forventer, at det kommer til at gå ok. Men det kommer selvfølgelig an på, hvad jeg trækker,” siger hun. Selvom der er et par år til, at studenterhuen lander på Thildes hoved, har hun allerede gjort sig nogle tanker om, hvad hun skal i fremtiden: ”Jeg ved, at jeg vil arbejde med mennesker, og at det sandsynligvis bliver som socialrådgiver. Det var også derfor, jeg valgte den samfundsfaglige studieretning, hvor jeg især er glad for Samfundsfag og Psykologi.”

Vores besøg på Mulernes Legatskole slutter her, men vil du have endnu mere eksamensstemning, så fortvivl ej! I næste uge gør vi nemlig et sidste stop på eksamensturnéen, når vi slår vejen ind forbi Tornbjerg Gymnasium. Følg med under Nyheder fra OS, hvis du vil være fluen på væggen, når de første TG-studenter springer ud!