Udstillinger, live teater, workshops og sportskonkurrencer – alt sammen skabt og faciliteret af frivillige gymnasieelever – kan d. 26. august fra kl. 10 -14 opleves i Munke Mose, når Odense stx og hf tager del i H.C. Andersen Festivals.

I uge 34 kommer hjertet af Odense til at summe af liv, fest og kultur, når H.C. Andersen festivals løber af stablen. Odense stx og hf tager del i de kulturelle festligheder med egen teltstand i Munke Mose, hvor festivalens ungdomsaktiviteter i år er samlet.

I teltet, der i bedste H.C. Andersen-stil er døbt ’Loppen og Professoren’, vil elever fra Odense stx og hfs Science-, Forfatter-, Kunst- og Filmakademi vise deres produkter frem, ligesom elevorganisationer vil udfordre og inspirere gæsterne, mens musikalske gymnasietalenter giver den hele armen for at højne den gode stemning.

Eleverne styrer
Det endelige program for Loppen og Professoren ligger endnu ikke fast, men er ved at blive udformet. Dette, samt afviklingen af arrangementet, står en gruppe frivillige elever fra OS egenhændigt for. Eleverne er i forvejen en del af ’OS elevgruppen’, der fungerer som sparrings- og samarbejdspartner for Odense stx og hfs styregruppe. My Gaarde, som er konsulent ved Projekt Frivillig, er begejstret:

Mange frivillige initiativer kæmper med at engagere unge, selvom sagen er god. Men det lykkes helt tydeligt i OS, hvor skolelederne har valgt at give eleverne ansvaret for at udvikle og drive frivilligheden selv. Når jeg møder OS-eleverne, møder jeg unge frivillige, som er stolte af deres arbejde, og som tydeligt kan se den forskel, de gør for studenterlivet i Odense. OS er et rigtig godt eksempel på, at tillid og ansvar er nøgleord, når unge skal inviteres ind i frivilligheden.

Udover ’Loppen og Professoren’ tager Odense stx og hf del i H.C. Andersen Festivals med Band Battle for fynske gymnasiebands d. 24. august fra kl. 18-21 – også i Munke Mose.

Aktiviteterne i Loppen og Professoren egner sig særligt godt for målgruppen 13 år og op efter, men alle er velkomne, og entréen er gratis.