Oplev Odense stx og hf til H.C. Andersen festivals
I uge 34 løber H.C. Andersen festivals af stablen. Odense stx og hf deltager med egen butik, ”Loppen og Professoren”, som giver brændstof til både fantasien og intellektet.
Butik ”Loppen og Professoren” er drevet og organiseret af elever fra skolerne Tornbjerg Gymnasium, Odense Katedralskole, Sct. Knuds Gymnasium og Mulernes Legatskole, der tilsammen udgør Odense stx og hf.
Det er tre måneder siden, at de i alt 12 elever mødtes for første gang for at planlægge ugen. Nu er butikkens aktivitetsprogram efterhånden på plads:
”Vores gæster kan se frem til konkurrencer, quizzer, workshops, oplæsning, kunstudstillinger, musik, filmdyst, debatter og meget mere,” fortæller butiksformand Lene Boe, som netop er blevet student fra Odense Katedralskole.
Hun mener, at det er helt oplagt for Odense stx og hf at deltage i festivalen: ”De fire gymnasier har utroligt meget kulturelt at byde ind med, som fortjener at blive præsenteret, og som fint kan relateres til H.C. Andersen.”
Akademierne præsenterer deres værker
I løbet af sidste skoleår har Odense stx og hf afholdt en række akademier for elever med særlig interesse eller talent indenfor Science, Forfatterskab, Kunst eller teater. Ud over et styrket fællesskab på tværs af gymnasierne har akademierne resulteret i forskellige værker, som eleverne vil fremvise og fremføre i løbet af festivalsugen.
At rejse er at leve
H.C. Andersen selv var en berejst mand og eventyrer. Internationalisering vil derfor være ét af hovedtemaerne i butikken. Eleverne vil præsentere brudstykker fra projektet ”Globale Gymnasier” og fortælle om deres erfaring med udvekslingssamarbejde med gymnasieklasser fra andre lande.
Fremtidens forskere er OS
Men ikke kun fantasien tiltalte H.C. Andersen. Interessen for sin tids videnskabelige og teknologiske fremskridt var også stor. I tråd hermed har eleverne valgt, at ”Fremtidens forskere” også bliver et gennemgående tema i butikken:
”Det almene gymnasium er studieforberedende og giver indblik i, hvad videnskab og forskning er for noget. Det får butikkens gæster også en smagsprøve på, når vi fortæller om ”Projekt Forskerspirer” og årets ”Samfundsfags Cup”, hvor Sct. Knuds’ projekt vandt førstepladsen,” fortæller Lene Boe.
Elevdemokrati – vores særlige styrke
Torsdag vil der være workshops om elevdemokrati, og derudover kan butikkens gæster opleve sparring og debat mellem de fire skolers elevrådsformænd:
”Vi gør tingene meget forskelligt, men alle fire skoler har velfungerende elevråd med stor indflydelse. Elevdemokrati er noget, vi er rigtig gode til, og derfor skal det også hyldes,” mener Lene Boe, der selv har siddet som næstformand i Odense Katedralskoles elevråd.
Vil du vide mere om “Loppen og Professoren”?
Kontakt butiksformand Lene Boe: leneboe12@gmail.com
Eller læs mere her