Tredje stop på eksamensturnéen: Sct. Knuds Gymnasium

Odense stx og hf fortsætter på sin færd rundt på de fire gymnasier for at tage eksamenstemperaturen. Tredje og næstsidste stop på ruten blev Sct. Knuds Gymnasium.

Stolene i den tomme kantine står uberørte på snorlige rækker, men ved et enkelt af bordende sidder en flok 1.g’ere og forbereder sig på årsprøven i deres Dansk-Historie-opgave.

thumb_IMG_1889_1024Ingen af de seks elever virker specielt nervøse for prøven: “Det var nok noget andet, hvis det havde været en rigtig eksamen,” griner de.

Amalie Hollmann Andersen (f.tv.) har også lige tid til at sige lidt om, hvordan hun oplevede skiftet fra 10. klasse til gymnasiet: “Jeg gik på efterskole i 10. klasse, og dér fyldte det sociale langt mere end det faglige. Nu er det mere sådan 50/50. Jeg kan godt mærke, at jeg har travlt, og at det gælder om at følge med. Men det kan jeg faktisk godt lide. Jeg har jo selv valgt det, og jeg synes, det er fedt, man virkelig mærker, at man lærer noget.”

thumb_IMG_1893_1024_edited-1

Sally Rynkeby Knudsen (th) og Cecilie Bro Mark (m) har lige været til eksamen i Oldtidskundskab. Simone Marmann (tv) venter på, at det også bliver hendes tur til at afslutte faget.

De tre 2.g’ere går alle på den sproglige linje, og netop muligheden for at nørde sprog har været afgørende for deres valg af ungdomsuddannelse: “Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være, da jeg skulle vælge. Jeg vidste bare, at jeg rigtig godt kunne lide sprog, og så valgte jeg ud fra det,” fortæller Cecilie, som både har Engelsk, Spansk og Fransk.

“Jeg ved heller ikke, hvad jeg vil efter gymnasiet, men jeg overvejer at læse journalistik,” fortæller Sally.

thumb_IMG_1909_1024

Udenfor er eksaminerne også i fuld gang. Mens deres klassekammeraters teknik og boldkontrol bliver bedømt i baggrunden, holder Mette Englund (tv), Emilie Brokmose (m) og Anne Holmgaard (th) sig en lille pause. De er til eksamen i Idræt og er netop kommet tilbage fra Klatrehallen ved Sukkerkogeriet, hvor første del af deres eksamen udfoldede sig.

“Idræt er sådan en heldagseksamen. Vi har lige været ude og klatre, og senere skal vi eksamnieres i ‘Laban’, som er en form for ekspressiv dans. I morgen tager vi så teoridelen, men det skal vi op i hver for sig,” fortæller Emilie.

Når Idrætseksamen er overstået, mangler de tre 3.g’ere kun at forsvare deres AT-projekter, før de kan kalde sig for studenter. Den umiddelbare fremtid byder på lastbiltur, champagne, sommerferie og sabbatår. Hvad der skal ske bagefter, har de ikke helt besluttet sig for endnu: “Jeg kunne nok godt finde på at søge ind på Psykologi. Men nu må vi se…”, siger Emilie.

thumb_IMG_1902_1024Rasmus Torvin Andersen sidder med musik i ørene. Om fem minutter skal han til prøve i sin Historie-Dansk Opgave, men han ser lige så rolig ud som de seks elever, vi mødte i kantinen: “Jeg plejer i det hele taget ikke at blive særlig nervøs op til eksaminer,” fortæller han.

Rasmus valgte det almene gymnasium med henblik på at læse Medicin i fremtiden: “Jeg kan godt lide de naturvidenskabelige fag, og jeg synes især hele det fysiologiske område og kroppen er spændende. Det var et helt oplagt valg for mig.”

Følg med her på siden, når vi besøger det sidste af de fire gymnasier, der tilsammen udgør Odense stx og hf.