Fjerde og sidste stop på eksamensturnéen bød på blå og røde huer

For mange er det allerede sket. For andre er der ikke længe til nu. Studenterne fra Odense stx og hf udklækkes på stribe i disse dage, og onsdag lander de sidste huer for i år. 

I løbet af juni har Odense stx og hf turneret rundt mellem de fire almene gymnasier i Odense for at få en bid af eksamensstemningen. Sidste stop på turen blev Mulernes Legatskole, hvor blå og røde huer, champagne, roser og flag især prægede billedet. Her får du et par glimt fra dagen:

thumb_IMG_1920_1024Eman Moussa er lettet og glad. Efter tre år på gymnasiet kan hun endelig kalde sig “student”, som huen på hendes hovede også bevidner: “Jeg har lige været oppe i Dansk, hvor jeg trak en novelle fra det moderne gennembrud. Det gik helt ok, og det var en god oplevelse, for både lærer og censor var rigtig flinke derinde. Jeg er bare så lettet over at være færdig,” fortæller hun.

Eman har altid haft en interesse for det sundhedsfaglige område, og af samme grund søgte hun ind på STX dengang for tre år siden: “Jeg vil være sygeplejerske, og det har jeg egentlig vidst helt fra start,” siger hun og tilføjer: “Det, jeg kommer til at savne mest fra min gymnasietid, er eleverne og sammenholdet. At vi har haft det godt sammen socialt, har gjort det sjovt og nemt at tage denne her uddannelse.”

thumb_IMG_1916_1024Ved siden af Eman sidder Nikita Christensen med to små jordbærkager og venter på sin veninde og klassekammerat, Andrea Stentoft Rasmussen, som er ved at blive eksamineret: “Jeg er meget spændt på, hvordan det går derinde. Vi går begge på den naturvidenskabelige linje, men alle fra vores klasse slutter af med Dansk. Det havde nok ligget mere til højrebenet for os, hvis det var Biologi eller Idræt, vi skulle op i,” siger Nikita, som først selv skal eksamineres i morgen:

“Det skal helt sikkert nok gå. Vores lærer er god til at stille spørgsmål, der hjælper os på vej. Jeg håber lidt på at trække en tekst fra Romantikken. Alt andet end kortfilm, faktisk.”

Nikita regner med at søge ind til Politiet, men først ser hun frem til at holde et tiltrængt sabbatår.

thumb_IMG_1937_1024Nikita er ikke den eneste, der venter på Andrea. I det flag-pyntede fællesrum er hele Andrea’s familie samlet og venter spændt på, at hun kommer ud fra eksaminationslokalet.

“Hun har været ret nervøs op til eksamen. Det bliver så godt for hende at få det overstået. Det glæder vi andre os også til,” fortæller Andrea’s far med et smil (tv. stående).
Efter et glas champagne på skolen tager familien hjem og slapper af, men på Søndag skal Andrea fejres igen.

thumb_IMG_1929_1024Blandt dagens glade og lettede elever er Sana Amin (tv) og Fatima Al-Gazi (th) også. De to har gået i folkeskole sammen og er nu også blevet studenter samme dag. Det er kun Sana, som har gået på Mulernes Legatskole, men Fatima, som har læst ved Fyns HR-kursus, er taget derud for at give en tillykke-krammer. Og det er Fatima ikke den eneste, der har gjort:

“Min familie, mine gymnasiekammerater, mine folkeskoleveninder… alle mulige er mødt op for at fejre mig. Jeg er simpelthent så glad og lettet. Det kan slet ikke beskrives,” siger Sana, der ikke har de store planer for resten af dagen:

“Bare sove! For det kunne jeg altså ikke så godt i nat, fordi jeg var spændt. Og så vil jeg spise noget god mad… og lede efter nogle fine gallasko,” griner hun. I forhold til de lidt mere langsigtede planer, vil Sana holde et sabbatår, og bagefter regner hun med at læse Grafisk Design.

Odense stx og hfs gymnasieturné stopper her, men fejringen at årets studenter fortsætter ugen ud med dimission, lastbiltur og gallafest på de fire gymnasier.