Forfatterakademiet læser egne tekster op og udgiver antologi

Odense stx og hfs Forfatterakademi slutter af med, at eleverne læser egne tekster højt og udgiver en antologi torsdag d. 19. maj. Tre kendte forfattere deltager i arrangementet.

Eleverne fra Odense stx og hfs Forfatterakademi har brugt foråret på at dykke ned i litteraturens verden. Hovedbiblioteket i Odense danner rammen om finalen på Forfatterakademiet. Her mødes deltagerne fra akademiet og de to prisvindende forfattere, Jan Sonnergaard og Nicolaj Stochholm, der har undervist og vejledt dem. Forfatter Jesper Wung-Sung, som mange gymnasieelever gennem tiden har stiftet bekendtskab med, vil også være til stede.  Eleverne skal læse op af egne tekster, og så munder hele forfatterakademiet ud i udgivelsen af en antologi med udvalgte elevtekster.

Odenses fire almene gymnasier – Mulernes Legatskole, Tornbjerg Gymnasium, Odense Katedralskole og Sct. Knuds Gymnasium – arbejder sammen i Odense stx og hf. Samarbejdet fokuserer blandt andet på at give eleverne spændende muligheder på tværs af skolerne. Derfor er der oprettet fire akademier, og Forfatterakademiet er et af dem.

Forfatterakademiet er for stx- og hf-elever med en særlig interesse eller talent inden for litteraturens univers. Undervejs har både romanforfatteren Jan Sonnergaard og lyrikeren Nicolaj Stochholm stået for undervisningen og vejledningen af de skrivelystne elever.

Arrangementet er nu afsluttet. Nåede du ikke med, så fortvivl ej. Forfatterakademiet kan, sammen med de tre øvrige OS-akademier, også opleves til HCA-festivalen i august, hvor OS får sin egen butik. Nærmere information følger.