OS-elever på Uddannelsesmesse: Sådan er stx og hf i Odense
D. 8. og 9. november deltog Odense stx og hf i Uddannelsesmessen på Camp U. Omkring 100 elevambassadører var taget med for at fortælle de odenseanske 8.klasseselever om livet på stx og hf i Odense.
Efter en kort PowerPoint-præsentation fra uddannelsesvejlederne gik snakken løs ved bordene. Her sad gymnasieelever fra Sct. Knuds Gymnasium, Odense Katedralskole, Tornbjerg Gymnasium og Mulernes Legatskole blandet fordelt for at svare på spørgsmål og fortælle de interesserede folkeskoleelever om, hvordan det er at være en del af OS.
Stx – socialt fællesskab og åbne døre
En af de mange gymnasieelever, som var med på Camp U, er Valde Bjerg, som går i 2. D på Odense Katedralskole:
“Jeg takkede ja til at tage med herud, fordi jeg gerne vil afmystificere valget af ungdomsuddannelse og hjælpe eleverne med at få indblik i, hvad det vil sige at gå på gymnasiet. Af samme grund er jeg også frivillig intro-elev på Odense Katedralskole,” fortæller han.
Valde valgte selv stx for at holde alle muligheder for fremtiden åbne: “Jeg kan godt lide, at jeg ikke låser mig fast, og at jeg kan bygge ovenpå og specialisere mig hen ad vejen,” siger han og tilføjer: “Jeg har ikke helt afgjort endnu, hvad jeg skal bruge min studentereksamen til, men det bliver sandsynligvis noget med sprog på universitet.”
Cecilie Hyllekvist Gregersen (tv) og Marie Birk Westermann (th) går begge i 2. H på Sct. Knuds Gymnasium. For dem var det brede udvalg af fremtidsmuligheder også afgørende for deres valg af stx.
“Jeg er glad for, at man kan vælge at hæve niveauerne på forskellige fag i 3. g, så man får den profil, man gerne vil have. Der er jo mange, der ikke er helt afklarede omkring, hvad de vil bagefter, lige fra start,” siger Marie.
Cecilie er enig. Hun er selv undervejs på stx blevet klogere på, hvilket fagområde, hun gerne vil arbejde med i fremtiden: “Enten skal det være noget samfundsfagligt, måske Jura eller Statskundskab, eller også skal det være noget naturvidenskabeligt – fx. medicin.”
Ved et af de andre borde sidder Kathrine Petersen fra 2. A på Odense Katedralskole (tv) og Katrine Fritsdal fra 2. B fra Tornbjerg Gymnasium (th) klar til at svare på spørgsmål. Det er første gang, de to elever møder hinanden, men de er hurtigt faldet i snak:
“Man har selvfølgelig mest at gøre med eleverne fra ens eget gymnasium, men fordi at de fire gymnasier i Odense arbejder sammen, så møder man også de andre elever til sociale arrangementer, som fx. Regattaen på Odense Havn. Det, synes jeg, er rigtig fedt!” fortæller Katrine Fritsdal.
Petersen er enig: “Der er bare generelt rigtig mange gode fester, sociale aktiviteter og et fantastisk sammenhold på stx.”
Hvad studentereksamenen skal bruges til efterfølgende, er de to elever derimod knap så enige om:
“Jeg skal noget med matematik” fortæller Fritsdal, “og jeg vil rigtig gerne arbejde med sprog,” supplerer Petersen.
Hf – hurtig adgang til det, jeg gerne vil
I et andet lokale på Camp U sidder Nadia Falk-Nielsen fra 2. Q på Mulernes Legatskole, som har talt med folkeskoleelver hele formiddagen:
“Jeg kan godt mærke, at jeg har været ‘på’ i nogle timer nu, men jeg synes, det har været rigtig fedt at få lov til at fortælle om hf og snakke med eleverne. Det lærer jeg også selv noget af.”
Nadia valgte hf, fordi hun godt kan lide den måde, undervisningen forløber:
“Jeg kan godt lide, at vi ikke får standpunktskarakterer, men at vi i stedet får en udtalelse med konstruktive forslag til, hvordan vi kan blive bedre. Det giver et godt fokus på læring. Og så synes jeg også, at det er rart, at miljøet er så mangfoldigt på hf. Her er plads til alle.”
Efter hf drømmer Nadia om at arbejde med børn og unge: “…gerne indenfor specialområdet, måske som socialrådgiver i Socialforvaltningen”.
Christian Funch går i klasse med Nadia. Han valgte hf, fordi han gerne ville hurtigt i gang med en videregående uddannelse:
“På bare to år får adgang til det studie, jeg gerne vil ind på. Det, synes jeg, er fedt – især fordi, jeg ikke startede direkte efter folkeskolen,” fortæller han-
Efter hf regner Christian med at starte på HA i Erhvervsøkonomi på universitetet.
Se flere billeder fra Uddannelsesmessen her:
Til Uddannelsesmessen på Camp U deltog alle 8. klasser i Odense Kommune for at få et indblik i de forskellige ungdomsuddannelser, som de kan vælge at søge ind på efter 9. eller 10. klasse.