For tredje år i træk er vores fire skoler gået sammen om OS Forfatterakademiet, som i år bliver ledet af lyrikeren og prosaisten Alen Mešković.
Tidligere har prominente navne som Jan Sonnergaard og Nicolaj Stochholm stået i spidsen for vores OS Forfatterakademi, hvor også den nykårede vinder af De Gyldne Laurbær, Jesper Wung-Sung, var foredragsholder i fjor.
I år er det den bosniskfødte, anmelderroste forfatter Alen Mešković, som skal give inspiration, vedledning og feedback til vores unge deltagere.
”Der er mennesker, som i tidens løb har inspireret mig til at blive bedre til at skrive. Jeg har nydt godt af andres feedback og erfaringer med at skrive litteratur.”
”Derfor er det helt naturligt, at jeg gerne vil give noget af den viden og mine egne erfaringer videre”, forklarer Alen Mešković, som selv har gået på gymnasiet på Fyn og boet to år i Odense.
Det her glæder jeg mig meget til.
Geplaatst door Alen Mešković op zaterdag 3 maart 2018
Guldkorn til skriveprocessen
Forleden startede akademiet op med en social samling, hvor det nye kuld forfatterspirer fra Mulernes Legatskole, Odense Katedralskole, Sct. Knuds Gymnasium og Tornbjerg Gymnasium blev rystet sammen gennem en række præsentations- og skriveøvelser.
Torsdag er Alen Mešković ved roret for første gang, og han ser frem til at coache eleverne hen over de næste par måneder.
”Jeg håber at gøre dem mere bevidste om de udfordringer og muligheder, som en skriveproces indeholder, og at jeg kan hjælpe dem med at undgå alle de fejl, jeg selv har begået i tidernes løb”, siger forfatteren og tilføjer:
”Men først og fremmest vil jeg forsøge at dyrke den begejstring for de skrevne ord, som jeg selv følte, dengang jeg var på elevernes alder – og som jeg stadig føler i dag”.
På OS Forfatterakademiet skal vores skrivelystne elever producere deres egne litterære tekster, som d. 17. maj udgives i en fælles antologi med titlen “Stemmer fra OS”.
I den forbindelse vil der blive afholdt et offentligt arrangement, hvor deltagerne oplæser fra deres værker.
Alen Mešković er især kendt for digtsamlingen ”Første gang tilbage” (2009) og romanen ”Ukulele-jam (2011).
I sine værker trækker han – i fiktionaliseret form – på sine personlige oplevelser som flygtning fra et krigshærget land og teenager i en flygtningelejr. I 1994 flygtede han til Danmark fra borgerkrigen i Eks-juguslavien.
I 2012 modtog Alen Meškovic Statens Kunstfonds tre-årige arbejdsstipendium.