Lørdag d. 26. august slog OS-teltet ‘Loppen og Professoren’ dørene op i Munke Mose. Her kunne gæsterne få en smagsprøve på de fire OS-akademier, opleve det eksplosive science-show og nyde musikken fra Kansas City-scenen.
Collografiværker, lyrik- og epik-tekster, skumpølser frembragt ved kemiske processer samt kortfim om kærlighed og OS Regattaen.
Dette er blot et udpluk af, hvad gæsterne i ‘Loppen og Professoren’ kunne opleve. Arrangementet fandt sted i forbindelse med H.C. Andersen Festivals, hvor Odense stx og hf tog del i de kulturelle festligheder for andet år i træk.
Eleverne styrede showet
Programmet i ’Loppen og Professoren’ blev både sammensat og eksekveret af OS-eleverne selv. Alex Elgaard Pedersen fra 2.g på Odense Katedralskole havde meldt sig som tovholder for arrangementet:
”Der er noget helt særligt ved, at gymnasierne i vores by arbejder så tæt sammen. Det skaber et fællesskab og en masse fede tværgående projekter, hvor vi inspirerer hinanden, og hvor linjefag og fritid smelter sammen. Det har jeg glædet mig meget til at vise frem.”