Skrivekonkurrence om unge og rusmidler for Odense stx og hfs elever

Er du vild med at skrive, og tør du tage del i debatten om unge og rusmidler? Gå du i øvrigt på et af Odense stx og hfs fire gymnasier? Så har du nu muligheden for at vinde et gavekort på 2500 kr. og få din helt egen artikel trykt i Fyens Stifttidende.

For at sætte fokus på rusmidler har Drugbox i samarbejde med Odense stx og hf lavet et opgavehæfte med temaet ‘Unge og Rusmidler’. Hæftet indeholder tekster og opgaver, der kan bruges i undervisningsforløb. Samtidig inviterer Drugbox Odense studentereksamens elever til at deltage i en skrivekonkurrence, der har samme emne som omdrejningspunkt.

Opgaven går ud på at skrive en debatartikel om unge og rusmidler, som appellerer til læserne af Fyens Stifttidende og højest fylder 800 ord. Artiklen skal indsendes i konkurrencen senest d. 1. november, hvorefter den vil blive bedømt af en professionel dommerkommité bestående af to gymnasielærere, hvoraf den ene er forfatter og bestyrelsesmedlem i Litnet, rådmand Steen Møller samt debatredaktør Peter Hagmund-Hansen ved Fyns Stiftstidende.

Vinderartiklen belønnes med et gavekort på 2500 kr., og de tre bedste artikler trykkes i Fyens Stifttidende og bringes på drugbox.dk.

Du kan læse meget mere om konkurrencen i opgavehæftet, der findes i to udgaver målrettet hhv. stx og hf:

Dansk A – HF

Dansk A – STX

Drugbox er udviklet på opfordring af unge i Odense og er en del af KultuRus, som er et projekt om rusmidler. Det er Odense Kommune, der står bag projektet.