Vinder af skrivekonkurrence om unge og rusmidler kåret

Odense stx og hf og Odense Kommune lancerede i efteråret en skrivekonkurrence for gymnasieelever om emnet ’Unge og rusmidler’. I fredags gæstede rådmand Steen møller Mulernes Legatskole for at lykønske vinderen.

thumb_img_3918_1024Det er fredag morgen og 3. C på Mulernes Legatskole har dansk, da det banker på døren. Ind kommer rådmand Steen Møller med en stor buket blomster og et gavekort på 2500 kr. Sammen med et håndtryk blev det overrakt til en overrasket Cecilie Lyse Schjødt, som blev kåret som vinder af skrivekonkurrencen om unge og rusmidler.

Odense Kommune prioriterer arbejdet med rusmiddelforebyggelse højt. Et overdrevent forbrug kan gøre det vanskeligt at færdiggøre en uddannelse og senere komme i beskæftigelse, og derfor har det også været utroligt spændende og relevant for os at læse om de unges syn på emnet,” siger rådmand Steen Møller, som selv har siddet med i dommerkomitéen.   

I alt 58 gymnasieelever fra Odense stx og hf deltog i konkurrencen. Cecilie  overbeviste dommerne, som udover Steen Møller talte debatredaktør Peter Hagmund-Hansen fra Fyns Stiftstidende og to gymnasielærere, med sine klare budskaber leveret i et flydende sprog og med reference til Lotus Turéll.


Debatindlæg i Fyens Stifttidende
Udover æren, blomsterne og gavekortet fik Cecilie Lyse Schjødt også sin tekst trykt som kronik i Fyens Stifttidende søndag d. 4. december.

August Frey Lydersen Bjerregaard fra 2.A og Nora Choujaa Goudira fra 1.P kom på en delt andenplads. De to elever, som ligeledes begge er fra Mulernes Legatskole, vil også få trykt deres tekster som debatindlæg.

Drugbox er udviklet på opfordring af unge i Odense og er en del af KultuRus, som er et projekt om rusmidler. Det er Odense Kommune, der står bag projektet.