Christian Tafdrup var “kaninen i hatten” til årets OFF Filmgalla, hvor elever fra de fire OS-gymnasier mødtes til en eftermiddag i kortfilmens tegn.
Indtil de entrerede Magasinet ved 16-tiden i aftes, vidste de mange OS-mediefagselever endnu ikke, hvem der var hyret ind til at lede årets OFF Filmgalla.
Gepostet von Sct. Knuds Gymnasium am Donnerstag, 30. August 2018
Da sløret blev løftet, sad de unge filmentusiaster næppe skuffede tilbage.
Frem på scenen trådte nemlig den kendte – og anderkendte – filmmand Christian Tafdrup, som både kan skrive skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter på sit imponerende CV.
Christian Tafdrup gjorde sig bl.a. bemærket i sidste års julekalender på TV 2, Tinkas Juleeventyr, hvor han spillede rollen som Prins Fileas.
Inspiration fra kortfilmsklassikere
I rollen som vært for OFF Filmgalla præsenterede Tafdrup de bedste elevproducerede kortfilm, som er udkommet fra de fire OS-gymnasier gennem det seneste skoleår. En buket af vidt forskellige produktioner med hver sit fortællemæssige fokus.
Inden Tafdrup sendte eleverne hjem med lidt gode råd i bagagen, benyttede han lejligheden til at introducere dem for to kortfilm, som har inspireret ham som filmskaber. Heriblandt Salvador Dali og Luis Buñuels surrealistiske kortfilm “Den Andalusiske Hund” fra 1929.
OFF Filmgalla var arrangeret af OS Kortfilmsakademi og Odense Internationale Filmfestival.
Elevproducerede kortfilm til OFF Filmgalla 2018:
“Den røde tråd” (Mulernes Legatskole)
“Den rette hylde” (Tornbjerg Gymnasium)
“Kun mig” (Odense Katedralskole)
“Mig Dig Os Vi” (Sct. Knuds Gymnasium)